CARL JULIUS VILHELM MARBOE

Carl Julius Vilhelm blev født den 5. december 1855 på Kultorvet 7, København og døde som 81-årig den 16. nov. 1937 på Strandgården ved Jægerspris.

Carl Julius Vilhelm var søn af brændsels- og kolonialhandler Peter Madsen (1817 - 1884) og Kirsten Pedersdatter (1813 - 1893). Carl havde to ældre søstre.


Carl Madsen gifter sig i 1879 med Hulda Marie Løffler. De flytter i første omgang ind på Nørrebrogade 29.

Omkring 1911 køber Carl navnet ’Marboe’ og hele familien (far. mor og 10 børn)skifter således navn fra Madsen til Marboe.


Carl var en driftig forretningsmand, der startede som manufakturhandler med butik på Østerbro. 11 år senere er han indehaver af 'C.J.V. Madsen Manufaktur' på Strandvejen 31. Fem år senere indgår han kompagniskab med sin svoger, Dines Løffler, og de har C.J.V. Madsen og Løffler Manufaktur i Nordre Frihavnsgade.


Da Carl Marboe er 46 år gammel ændrer han titel til grosserer. Han står anført som ejer af ejendommen i Sankt Pederstræde 30, hvor han driver grossererfirmaet 'Emil Andersen' sammen med sine svogre Emil og Eliot Andersen.

Grossererfirma blev grundlagt i 1867 som mel- og grynhandel på Højbro, men i 1906 er sortimentet udvidet med krydderier og kolonialvarer fra hele verden. Der var 14 jyske trækheste i stalden i Sankt Pederstræde 30. Og mødetiden var 9-5, som der stod der på et skilt til venstre i porten.


I 1919, da Carl Marboe er 64 år gammel, indtræder hans søn Johannes Marboe i firmaet og overtager dette. Firmaets forretningsområde bliver i 1929 udvidet til også at omfatte bageriartikler.

Selv efter sønnen Johannes har overtaget forretningerne i Skt. Peders Stræde, bliver Carl Marboe ved med at være aktiv i firmaet helt frem til sin sene alderdom.

Da Carl og Hulda er flyttet til Strandgården i 1925 - med sønnen Gunnar, dennes kone og deres døtre - og Carl er 70 år, tager han fortsat ind på kontoret i København mindst to gange om ugen. Rejsen foregik dengang - indtil familien fik bil som nogle af de første på Jægerspris-egnen - med hestevogn (senere bil) til stationen i Frederikssund og derefter videre med toget.

Carl hjælper sine sønner på vej ved at forære dem hver en stor gammel gård, der typisk trængte til istandsættelse. Men som der bestemt var muligheder i, hvis man ville arbejde for dem. Og det var så op til sønnerne selv at løse denne opgave.

 

Carl Marboe asket, Grundtvigianer, og en trofast kirkegænger, der hver anden søndag tog til messe i Vartov. Han havde en særlig interesse for sundhed og for lægeplanter. Carl Marboe var især inspireret af datidens kontroversielle læge og ernæringsekspert, Mikkel Hindhede, der udfordrede datidens sundhedsdogme ved at anbefale en kost, der var rig på fibre fra kartofler, grovbrød og grød.

 

 

Gudrun Løffler Reich fortæller om sin bedstefar, Carl Marboe:

”Bedstefar blandede sig ikke i driften af gården, men førte regnskaber over alting. Han havde også kontor på Strandgården. Vi bad bordbøn hverdag ved middagsbordet. Gud betød meget for bedstefar, og han førte et strengt og regelmæssigt liv. Da de boede i København var han vinterbader og gymnast.

Bedstefar var altid oppe før klokken 7, hvor han hentede vand til sit daglige bad. Vi havde ikke badeværelse. Men bedstefar havde en anordning i hjørnet på sit værelse, der var koblet til en beholder under loftet og hvor der var monteret en slange med bruser. Så stod han i et stort rundt, fladt kar med tur på og fik sit daglige morgenbad. Bagefter gjorde han gymnastik, og så gik han ned på kontoret for at spise sin morgenmad - en portion havregrød, blødkogt æg, brød med honning og ost. Hanne, min lillesøster, og jeg stillede tit i kontoret, når han spiste sin morgenmad. Vi skiftes til at få ’hatten’ fra ægget, og vi holdt nøje regnskab med, hvis tur det var. Og så fik vi altid en honning’slikkepind’ det vil sige en teskefuld honning.

Efter morgenmaden læste bedstefar i biblen, mens vi sad og tegnede eller flettede. Og så gik han sin faste formiddagstur til Strandengene. Vi gik tit med, og bedstefar fortalte om de blomster og planter vi fandt på vores vej. Han kendte navnene på dem alle, og vidste hvad de kunne bruges til.

Bedstefar holdt meget af teer. Han tilberedte selv sin te i køkkenet om aftenen, når der var til at komme til. Den bestod af urter, som han købte på apoteket. Nogle urter hældte han på snaps, og selv om han var afholdsmand, så drak han en urtesnaps hver morgen - som medicin."

Carl Marboe på kontoret i Skt. Peders Stræde 30, 'Emil Andersen Colonial og Engros'.

Bemærk telefonerne..

MARBOES FORRETNINGER OG BOLIGER
- oplysninger fra arkiverne

  • 1890. C.J.V. Madsen Manufakturhandel Strandvejen 31, bolig Forhåbningsholm Allé 13 og kontor Nørregade 13.
  • 1895. Har nu ’C.J.V. Madsen og Løffler Manufaktur’ i Nordre Frihavnsgade 88. CVJ er på dette tidspunkt kompagnon med Dines Løffler, der er bror til hans kone Hulda.
  • 1901. C.J.V. Madsen grosserer Falkonergårdsvej 2. 1. sal, V
  • 1906. Grosserer. (Vilhelm Andersen colonial og engros, St. Pedersstræde) sammen med Eliot og Emil Andersen (Carls svoger og dennes bror). Falkonergårdsvej 17, V.
  • 1911. C.J.V. Marboe (Vilh.) bolig Ll. Strandvej 1, Hellerup, telefonnr. 8354
  • 1916. C.V.J. Marboe bor på Helleruplund Allé 24
  • 1918. C.V.J og familie flytter til Bakkehuset, Soderup ved Vadsby
  • 1919. Johannes (søn født 1890, barn nr. ni) optages i firmaet = grosserer Johs. Marboe. Carl Julius Vilhelm udtræder af firmaet, men har stadig sin gang på kontoret i Skt. Pedersstræde, (andre kilder skriver at dette sker i 1919)
  • 1925. CJV køber Strandgården. Gunnar og Katha er bestyrer

LFJ og GLR

 
CARL MARBOE
Carl Julius Vilhelm Marboe
(5. dec 1855 - 16. nov. 1937) grundlage Marboe-familien. Han blev født Madsen og købte navnet Marboe omkring 1911.

FRA AVISERNES MINDEORD:

"En Mand, der havde en særlig Evne til at vinde Folks Sympati og til at varme Hjerterne."

"Carl Marboe var, hvad man med rette kunne kalde en selfmade Mand."

 
"Hans Minde vil altid være som en Hærskare af gode Tanker."

 

Læs nekrologer og mindeord over Carl Marboe

 

 

I ANLEDNING AF 80 ÅRS DAGEN - læs fødselsdagsomtale fra avisen (pdf - klik på gul pil for at åbne dokumentet).
Udarbejdet af Kirsten Løffler Reich - loefflerreich@gmail.com - COPYRIGHT
Lav din egen hjemmeside med mono.net